|
|
I det Herrens År 1675 var øen Boddum i den vestre ende af Limfjorden befolket af et stridbart og selvstændigt folk. De boede for det meste i landsbyen midt på øen. Derudover lå den store bispegård, Boddum Bisgaard, nede mod vest, tæt ved fjorden, lige overfor Dover, på Thy-siden. Boddum Bisgaard var ejet af Børglum bispen, som fik sin del af egnens kirketiende betalt. Manden på Boddum Bisgård havde desuden pligt til at holde øens kirke ved lige. Kirken lå lige ved gården, kun adskilt af en lille bæk, der somme tider var til gene for gården, da man havde øens eneste tugthus i kælderen på gården. Dette mørke og fugtige kælderrum optræder på trist måde i min beretning. Der var en anden gård som lå uden for landsbyen. Den befandt sig på østsiden af Boddum var ejet af en herr Niels Krabbe. Den havde tilhørt Krabbe-slægten i flere århundreder, siden de var kommet hertil fra egnen på Nordsalling, hvor de havde kongemagten i gamle dage. Nu boede Herr Niels med sin kone, fire børn, og mange tjenestefolk på den ensomt beliggende gård. Det var en veldrevet gård, med mange jordlodder både ved gården og nede i rørskæret ved Dover Kiil og tørveskær på heden øverst på øen. Herr Niels var en velhavende mand, og drev udover sin gård handel med fisk, som blev fanget i fjorden ret nedenfor gården. Desuden tilhørte et stort engareal gården, som derfor gav mulighed for at opdrætte heste til de rige bønder på Thy. Heste var dengang så dyre at det kun var de mest velhavende blandt de store bønder på de fede jorde på Thy der havde råd til at anskaffe sig sådanne pragtdyr. Herr Niels havde held til at opdrætte gode heste som var eftertragtede blandt thy-boerne. Ellers var der ikke meget samkvem mellem Thy og Boddum, skønt de lå ganske tæt ved hinanden. Fra gammel tid var der fjendskab mellem folkene på de to landområder. Der gik nemlig en gammel historie mellem Thy-boerne, at nogle høveder fra en af gårdene i Thy ned mod Dover Kiil, engang havde forvildet sig ud i de sumpede og tågefyldte områder mellem de to lande. Men da gårdfolkene og nogle karle vovede sig ud i tågedisen mellem sivene for at lede efter dyrene og nærmede sig Boddum, havde folk herovrefra hørt dem og råbte truende at de blot kunne komme og hente kreaturerne. Da turde thy-folkene ikke gå længere! Og de forsvundne dyr blev aldrig fundet. Derfor beskyldte Thyboerne Boddumboerne for at være tyvepak. Men handle med hinanden gjorde man ligegodt alligevel nu om dage. For tiderne havde jo efterhånden ændret sig. Og forbindelsen mellem de to landområder blev muliggjort via et vadested som gik langs fjorden ned mod Skibstedfjord. Tæt ved Skibstedgård. Når der ikke var for højvandet kunne man fint passere hen over sandbredden. Og var det lavvandet kunne man såmænd gå tørskoet hen gennem lavningen. Herefter fortsatte man op ad en gammel hulvej, som løb nedenfor Ydby skjold. På Ydby skjold havde forfædrene århundreder før begravet de døde. Gravhøjene lå tæt og skuede ud over landskabet fra det nøgne hedeland. Ad hulvejen kom man op i landet og kunne gennem Ydby komme til klosterbyen Vestervig og videre ud i landet ad den gamle ravvej som løb nord og syd gennem Thy, og som fortsatte ned gennem Europa. Den begivenhed jeg vil berette om fandt sted en efterårsdag i 1675. Årets sidste græsning var ved at være opædt, og det var tid at afsætte nogle af de velnærede heste til Thy-bønderne, så de selv kunne have dem på stald vinteren over. Derved behøvede man ikke så meget vinterfoder på Herr Niels´ gård, og den nye ejer og hesten kunne lære hinanden at kende. Derfor blev den ældste karl på gården sendt af sted med to af de flotteste hingste med en lille vogn spændt efter. Herr Niels holdt af at vise at man kunne opdrætte gode køreheste på øen! Karlen hed Anders. Anders havde været på gården i syv år og var en god og pålidelig fyr. Han håbede at spare så mange penge sammen at han kunne gifte sig og erhverve et lille sted i Boddum. Han havde så småt udset sig stedet. Og hans forældre havde allerede indgået fæsteaftale med en pige af god familie. De to unge holdt af hinanden. Hun var ganske vist kun 15 år mod Anders´ 23 men de var glade for hinanden. Men som på den tid sås de kun når de mødtes til kirke om søndagen. De kunne ikke vente til Anders havde fået lagt nok på kistebunden så de kunne blive forlovede hos sognepræsten. Men det var de nu nødte til. Det var denne karl, Anders, som Herr Niels sendte af sted tidlig morgen, og denne kørte op ad vejen mod Boddum by. Herfra gik stien syd og vestover ned mod vadestedet. Det blev det sidste man hørte til karlen den dag. Han skulle efter planen sælge hesten til ejeren af kirkegården i Tvolm, ikke langt fra Ydby Skjold. Kirkegårdens ejer, var ligesom manden på Boddum Bisgård, den som havde opsyn med kirken her. Herr Niels havde aftalt prisen med manden på Kirkegården i Tvolm, så der var ikke mere at tale om. 30 rigsdaler for begge dyr. Det var mange penge, så Anders skulle vende tilbage med pengene straks næste morgen. Men den næste dag gik og man så intet til Anders. Da dagen var gået til ende, var man meget urolige hos herr Krabbe. Hvad kunne der være hændt karlen? Det var blæst op i løbet af dagen og vejret var dårligt. Vandet steg så det var besværligt at komme over vadestedet. Men han skulle da kunne vende hjem til fods uden besvær. Der gik bud til Boddum-by, for at høre om karlen var taget til sit hjem eller var hos sin kæreste. Det var utænkeligt, og man havde da heller ikke hverken hørt eller set noget til Anders. Uroen og mistænksomheden bredte sig, og man begyndte at søge på Boddum for om muligt at finde spor af den unge mand. Men uden held. Mens folk ledte var Herr Niels redet ned til vadestedet for at høre om der skulle være nogen som havde set karlen. Men i det dårlige vejr var der næppe nogen der ville forsøge at komme over tangen, så han ventede ikke at finde nogen. I stedet opdagede han til sin store forbløffelse at hans vogn stod på strandbredden. Den stod lidt fra land ude i vandet, dér hvor man plejede at færdes. Men Anders var der ingen spor af. Herr Niels steg af hesten og efter at have tøjret den til et træ tæt ved undersøgte han vognen. Han kunne se at skaglerne var skåret over med en kniv. Det var mærkeligt. For skulle man løsne hestene og drive dem til fods kunne man jo blot have bundet dem løse i stedet for at ødelægge det gode reb. Mens han tænkte på hvad det kunne være sket løste han sin hest og trak den hen til vognen. Hesten kunne med lethed trække den spinkle vogn hjem til gården. Og således vendte hr Niels henad ved middagstid hjem til sin gård. Vejret var blæst op fra sydvest og man ventede regn. Efteråret var ved at begynde for alvor med væde og kulde fra det kolde hav. Sidst på dagen red Herr Niels over på den anden side af Boddum for at drøfte sagen med proprietæren på Boddum Bisgård, der også var birkedommer, og med sognets præst. Disse mænd havde hørt rygtet om Anders´ forsvinden, og der svirrede mange forklaringer rundt mellem folk i Boddum Nogle havde ment Anders var skyllet i fjorden da han red over tangen. Andre mente han var taget af de døde i gravhøjene i Ydby. Nogle mente sågar at folkene i Thy havde dræbt ham og stjålet hestene. Men da Herr Niels kom og kunne berette at han havde fundet sin vogn stående ved fjorden med skaglerne skåret over begyndte både proprietæren og præsten at hælde til den mening, at Anders havde stjålet hestene for at sælge dem og selv beholde pengene. Herr Niels vægrede sig ved at tro det. Anders var en brav ung mand og kendt for sin ærlighed. Men, han manglede jo penge for at kunne købe en gård - indvendte proprietæren! Men de var enige om at det var det dummeste man kunne gøre, for så kunne Anders ikke vise sig mere i den del af landet. Man stod derfor med så mange ubesvarede spørgsmål da Herr Niels red hjem til sin gård. Forinden han red hjem, besøgte han Anders´ forældre, der boede i Boddum De var meget bedrøvede og modtog deres gæst i tavshed. Han blev ikke længe, da han forstod at de var knugede over sønnens forsvinden og de mange rygter om Anders´ formodede hestetyveri. Sådan var der sorg i både dette hjem og i pigens. Hun græd og ville ikke lade sig trøste. Det blæste i to dage fra sydvest og skyerne jog over den grå himmel og sendte regnbyger ind over det efterårsmørke landskab. Regnen trak kun langsomt ned i den lerede jord som efterhånden blev ganske opblødt. Da det blev lørdag og man belavede sig på at spise aftensmad inden aftenhvilen, kom der bud fra proprietæren og birkedommeren på Boddum Bisgård, at man havde karlen Anders i forvaring i kælderen på gården. Uden at få maden rejste Herr Niels sig og fulgt af sin ældste søn sadlede han to heste og red gennem regndisen ad Bisgård til. De ankom efter mørkets frembrud i gården og blev modtaget af en gårdskarl som satte hestene i stald. Inde i gården blev de modtaget af manden på Bisgård og fik tørt tøj. Sønnen blev vist ud i folkestuen hvor de øvrige fra gården var ved at være færdige med aftensmaden. Og han spiste med. Herr Niels ville ikke nyde noget før han havde talt med proprietæren om sagen og set karlen Anders. Proprietæren fortalte at Anders var blevet pågrebet ved Oddesund, da han prøvede at få skibslejlighed for at komme ned i landet. Anders var forkommen, og forvildet. Han var vist ikke rigtig i hovedet mente proprietæren. Men nu kunne Herr Niels selv høre drengens forklaring. Hermed sendte de bud efter Anders i fangehullet. Lidt efter kom drengen ind i den varme stue hvor de to mænd ventede ham Det var et sørgeligt syn de så. Anders lignede et lig. Han var bleg, rystede af kulde og havde indfaldne øjne og så syg ud. Han lignede ikke en mand der havde stjålet heste til en formue for derefter at nyde sin rigdom. De spurgte ham ud. Men først ville han ikke sige noget - han så ned i gulvet og stammede igen og igen " ... de blev opslugt af jorden .. jorden åbnede sig og de blev suget ned ..:" De to mænd så på hinanden - hvad mente drengen mon? De prøvede at få ham til at fortælle mere, men han rystede på hovedet og over hele kroppen. Proprietæren kaldte på en karl fra huset og fik nogle tørre tæpper bragt ind i stuen og noget mad fra køkkenet. Fruen i huset kom ind og skændte på mændene når de ikke havde sørget bedre for den frysende og forkomne dreng. Hun fik Anders i noget tørt tøj og anbragt ham ved kaminen og satte noget lunkent øl frem til ham. Han nippede af øllet og tog en bid af brødet man satte hen til ham. En tid sad proprietæren og Herr Niels og talte dæmpet sammen. Anders kunne ikke høre hvad de drøftede. Men fangede af og til et par ord: " ... tyveri ... tugthus i Børglum min pligt som birkedommer... stakkels familie .... men hestene? ..." Og pludselig så drengen op på dem og sagde tydeligt " hestene er sunket i jorden nede ved Skibstedfjord. - jeg så det selv, jeg har ikke stjålet dem!" Og han sad stift og stirrede ned i gulvet. Og lige så langsomt fik Herr Niels og proprietæren en nogenlunde sammenhængende historie ud af Anders. Den ugen mand var kørt med hestene ned til vadestedet og var begyndt at køre ud over tangen. Da han var kommet over på Thy-siden havde han godt bemærket at stien førte hen over et sted på strandbredden hvor der mærkeligt nok ingen sten lå. Ellers var strandegnene ved fjorden ellers altid dækket med småsten, så det var vanskeligt at bade. Men der var et stykke strand hvor der kun var det fine hvide og fugtige sand. Drengen havde undret sig, men da hestene gik ud på det bare området var det pludselig begyndt at synke. Han havde prøvet at drive dem videre og ville til at trække dem op ved hovedtøjet, men da var han selv begyndt at synke, og kun med den største anstrengelse var det lykkedes ham at trække sig tilbage til vognen ad skaglerne. Vognen stod stadig på den faste bred, men var begyndt at glide hen mod hestene der skrigende sank dybere og dybere ned i sandt. Anders var hvid i hovedet mens han fortalte om hestenes skrigen, hans egen fortivlede forsøg på at komme fri af sandet. Til sidst var han kommet op til vognen og kunne se at hestene var ved at trække denne med sig i dybet og han trak sin kniv og skar hastigt skaglerne over. Herefter kunne han kun hjælpeløst se til mens de to hingste nu opgav kampen og sank lydløst under overfladen. Sandet lukkede sig over dem og der var helt stille og intet spor af hændelsen. Anders havde været fuldstændig forstenet og stået i lang tid og blot stirret på stedet hvor der før havde gået to heste. Derefter var han løbet op ad bakkerne, forbi højene og ned over heden. Han havde skreget og skreget i vild rædsel. Han løb og løb til han udmattet sank sammen under nogle buske langt mod syd. Han turde ikke gå til nogen. Ingen ville tro ham. Ingen. Han sneg sig om natten over tangen der forbinder Thy med Thyholm og som var tørlagt de dage. Mens han spejdede for at se efter de forrædderiske steder uden sten. Men han kom uhindret over og de to næste dage havde han gået sydover for at komme væk fra Thy. Han havde grædt og frosset. Om fredagen havde han forsøgt at få skibslejlighed for at sejle fra Thyholm til Jylland. Men folkene ved færgestedet var blevet mistænksomme over den underlige rejsende som forsøgte at sælge sin kniv mod at komme over, at de havde standset ham og spurgt ham ud. Da han ikke havde kunnet forklare sig havde de tvunget ham brutalt til at sige hvor han kom fra. Herefter var han blevet bragt ombord i et skib som netop skulle af sted med en ladning træ til Dover, og kunne sætte ham i land ved Boddum Bisgård. Og resten af historien kendte de jo. Proprietæren havde ikke selv kunnet få nogen forklaring ud af ham og sendte derfor bud til hans husbond. Nu sad de to mænd længe stille og så på den sammenkrøbne skikkelse på bænken. "Ja ja, Anders. Vi må prøve din historie i morgen - nu skal vi sove." Derpå blev drengen lukket inde på et værelse og fik lov at sove natten over. Herr Niels og proprietæren sad og talte til langt ud på natten om den mærkelige hændelse. Og om drengen kunne tale sandt? Næste dag, efter gudstjenesten, fik de fat på sognepræsten og nogle pålidelige folk fra Boddum og drog med drengen ned til vadestedet for at få ham til at gentage sin forklaring dernede mens de ældre folk fra byen hørte på ham. Og han skulle udpege stedet hvor hestene skulle være forsvundet. Da folkene dernede hørte forklaringen rystede de på hovedet. Anders måtte være blevet tosset. Stakkels fyr. Men drengen kunne udpege stedet ganske nøje, og Herr Niels bekræftede at det var dér han havde hentet sin vogn. Folkene undersøgte jorden på stedet, men kunne ikke konstatere noget særligt. Det havde jo også været højvande og blæst dagene siden, så meget forandrede sig jo. Men Herr Niels bestemte sig nu alligevel til at prøve at grave på det skæbnesvangre sted, og man sendte bud til Skibstedgård, der kun lå et pileskuds afstand fra vadestedet og bad om at låne nogle tørvespader. Udrustet med spaderne begyndte folkene at grave i sandet, hvilket var en meget vanskelig opgave da det hele tiden skred sammen i det fugtige område. Men ved at bygge en lille dæmning ud mod vandsiden fik de efterhånden et helt pænt hul og da de udvide hullet mod land ramte den ene spade pludselig noget blødt. Manden der gravede udstødte et forbavset brøl. Han gravede væk og stak hånden ned i hullet fra spaden .."Jeg mærker dyreskind" råbte han. Herefter fik de hurtigt frilagt et hestehoved - og lidt ved siden af endnu ét. Hestene var fundet. Og den uhyggelige historie var sand. Hestene var virkelig sunket i jorden. En gysen gik gennem de forsamlede, der stod og kiggede forsigtigt på jorden rundt om. Anders fortalte igen hvordan han havde set at stedet havde været anderledes. At der ingen sten havde ligget, men at det blot havde lignet rent fint sand. Folkene talte længe med hinanden om sagen, mens de lod sandet skylle tilbage over dyrene. De havde ikke lyst til at forsøge at bjerge de to hingste. De kendte egnen godt. Og nogle mente at de også havde oplevet at et ben stak i et hul de ikke havde bemærket i det lave vand når de vadede i land med en båd, men ikke tænkt nærmere over sagen. Historien om de forsvundne heste bredte sig på egnen og folk blev i lang tid meget betænkelige ved at færdes nede på stranden ved Skibsted fjord. Og af og til sås der små områder hvor der ingen sten lå. Og man havde da prøvet at stikke en gren ned i sandet og mærket at den kunne forsvinde dybt ned uden at mærke bund. Anders blev frikendt. Og Herr Niels belønnede den stakkels karl ved at hjælpe ham med at købe det hus og den jord drengen havde udset sig. Og så blev der aftalt forlovelse mellem de to unge. Men historien blev aldrig glemt på Boddum Og stadig er man forsigtig når man færdes nede ved stranden, og man bader ikke i det lumske vand. CHO Fuur 24-03-2006
|
|||||||||||||||||
