|
|
Tre fortælle-prædikener med familievenlighed:
Palmesøndag 2001 FamiliegudstjenestePalmesøndag (familiegudstjeneste) 374 Nu ringer alle klokker 150 v. 1-6 Se hvor nu Jesus træder 150 v. 7-10 -”- - 363 Hellig, Hellig, hellig 12 v. 1-5 & 10 Op al den ting Prædiketekst: Mattæus 21,1-9 Palmen Det er morgen. Solen står søvnigt op over oliebjerget lige uden for Jerusalem. En gammel palme, som står lige udenfor en af byportene, skælver lidt i morgenluftningen. Palmen havde stået her i mange mange år. Ja den vidste ikke selv hvor gammel den var! Men den var efterhånden blevet ret høj, selv om nogle af dens grene stadig hænger så lavt at voksne mennesker kan nå dem. Men børnene kan ikke komme op i den længere. Børnene! Ja! Det er mange år siden de kunne klatre i dens grene. Den gamle palme sukker. Den synes det var så hyggeligt når børnene kravlede op i den og sad og kiggede ud over dalen fra dens krone. Det kildede så sjovt når de plukkede dens dadler for at spise dem. Palmen vågnede langsomt og strakte sig. Også den store by kravlede ud af søvnen. Men kun med besvær. Den store port ved palmens fod åbnedes, som et dybt suk, mens de tunge døre svingede på hængslerne. Inde bag bymuren gabte byen i morgensøvnighed og kiggede ud gennem porten over mod Oliebjerget, hvor træerne i olivenlundene endnu blundede i skyggen fra bjerget. Palmen så til den ene side, ind over bymuren. Den var så høj at den kunne se hvad der skete derinde. Dér var templet, og dér markedet hvor folk solgte og købte alle mulige sager. Både grønsager, dyr, husredskaber og alt hvad man havde brug for. Men der var ikke så mange folk endnu. Så kiggede Palmen til den anden side, hen over dalen og op på solen der stod op over Oliebjerget lige overfor. Optoget Nu begyndte der at komme liv i husene på bjergets skråning. Og der var flere mennesker på stien der førte fra bjerget ned i dalen. Ned mod byen. Der var faktisk en del mennesker på vej ned ad bjerget. Det var usædvanligt på den tid af morgenen, mente palmen. Flokken blev til et helt optog. Den kunne ikke se så meget. Gamle palmer har det nemlig som mennesker: de bliver nemt nærsynede med alderen. Men selv om den ikke kunne se så godt, så fejlede dens hørelse intet. Og den kunne skelne stemmerne derovrefra. Næh de snakkede ikke bare. Næh de sang. Morgenvinden bevægede grenene så den ikke kunne høre hele sangen. Men nu og da trængte der et råb igennem: Hosianna Hosianna Palmen smilede. så er det et festtog her op mod påske. Hosianna … den kendte råbet fra festerne … lovet være Herren vor Gud. Den viftede lidt med sine grene. Det gjorde den i godt humør at høre festsang. Og den ville gerne feste lidt. Mens den nynnede og viftede svagt i morgenbrisen, var optoget kommet nærmere. og så opdagede den noget mærkeligt i menneskemængden der krøb langsomt ned ad stien. Nu kunne den se at der var én af dem som red på et æsel. Det var da underligt. En enlig mand på et æsel og alle de andre gik på deres fødder. Jamen … de synger, mens de følger efter manden på æselet. De synger Hosianna til manden på æslet. Palmen rynkede på barken … det var sært .. man synger da kun Hosianna til Guds ære? Hvem var han dog, manden på æslet? Hosianna … Hosianna … Lød det fra folkene Påske Påskefesten var nær. Da menneskene i Jerusalem glædede sig over at de var undsluppet slaveriet i Ægypten. .. og Moses havde ført dem til deres eget land. Palmen vidste de glædede sig til den store befrier ville komme … Messias. Han skulle føre til fred i landet. Han skal blive konge som David. Og så skal der være godt i landet. Davids søn skal bringe fred og liv … nogle sagde evigt liv til menneskene. Palmen drømte … for den tænkte på hvordan det ville blive når Guds Rige kom og alt blev nyt, … det ville begynde med at menneskene skulle få fred med Gud. Også for dyrene. Skulle det blive godt .. ingen ville jage hinanden Børn kunne lege med slanger og vilde dyr … sådan havde Gud lovet! Ja måske skulle det også blive godt for palmer … ingen der skulle fælder træer mere… Jo når Davids søn blev konge og Messias så ville alt blive nyt … HOV hvad var det … de var kommet nærmere … og hvad var det de sang: Hosianna … Davids søn Velsignet være han som kommer i Herrens navn .. Hosianna i det højeste. Drømte den eller var den vågen? De sang netop om Davids søn Om kongen der skulle give fred Om Guds konge! Jamen .. troede de at denne mand på æslet var Messias .. Guds konge. … ham som skulle skabe fred mellem Gud og mennesker? Manden på æslet Palmen så festtoget nå bunden af dalen og begynde at stige op mod byen …de ville komme denne vej gætte den Folk sang og dansede. De sang og dansede foran manden på æselet … Hvem er denne mand på æselet … Palmen kiggede nøjere og så opdagede den at den kendte ham … han havde været her i byen før. Det var ham de kaldte Jesus. Palmen huskede godt. Det gør palmer. De ser ikke så godt men husker rigtig godt. Den huskede nøje da Jesus havde været i Jerusalem hver påske og helbredt mange. Han havde givet den lamme mand der havde ligget lam i mange år, ved dammen lige inden for porten sin førlighed igen. Og de som gik forbi hver dag fortalte at han enddog havde opvakt en død dreng. Mon Guds konge ikke netop skulle have magt også over døden? Der var mange som Jesus havde hjulpet .. men ikke alle var glade. Især lederne i folket hadede Jesus. Det forstod palmen ikke. Måske var de fordi de syntes at de syge og svage skulle klare sig selv og helst ikke være for besværlige! Og Jesus var jo netop omsorgsfuld overfor syge, svage … og havde en helt anden slags magt over hjerter, og … over sygdom …og selv over døden! Nu kom de nærmere. Hvorfor mon Jesus kom igen til byen? Vidste han ikke at her var fjender? Folkene der fulgte i optoget sang og sang …de var så glade. Og Jesus der sad på æselet så både glad og tænksom ud. De sang hele tiden hosianna hosianna … Davids Søn … Jesus var Davids Søn … Jamen … måske var de gamle længsler efter en konge som kan skabe fred i verden og give mennesker den bedste fred med Gud … måske var det virkelig Jesus. Palmen så at nu nærmede optoget sig muren … folk bredte deres kapper ud foran Jesus og æslet. Han red hen over de flotte frakker som en konge der går op ad et kostbart tæppe. Åh hvem der bare kunne være med til at hylde Jesus tænkte palmen. Men den havde jo ingen overfrakke den kunne lægge ned på jorden foran ..kongen. Æslet Så blev palmen igen i tvivl. For hvordan kunne en konge dog komme ridende på et ganske alm. Æsel? En konge skulle da have et fint ridedyr .. eller bæres i en bærestol. Hvorfor kunne sådan et lille menneske som Jesus være konge ..ville Guds Messias ikke være en fornem mand? En man var lidt bange for? En mand med magt? En mand folk trak sig tilbage for fordi han har en mægtig hær! Som knuser sine fjender Sådan ville folk have det. En stærk mand der kunne sørge for ro og orden for ordentlige folk. En som kunne banke alle dem de ikke kunne lide! Kunne Jesus være Guds konge? Her var ingen jo bange .. Børnene Her var måske en helt anden slags konge! Palmen smilede for selv børnene var glade og løb frem og tilbage foran æselet. De var ikke bange …. Og palmen glædede sig ved at se det … børnene sang højere end alle andre … og svingede med armene … de havde ikke noget de kunne lægge ned foran Jesus … de lagde deres sang ned Glade børnestemmer sang Hosianna Hosianna – sådan som man gør når man følge r en konge. Så bliver éns liv helt anderledes når man følge Guds konge. Åh bare palmen kunne gøre noget ligesom folkene … En lille dreng stod ved foden af palmen sammen med sin far. Den lille så på sin far… far smilede … så rakte far armen op mod palmen og tog en kniv og skar en gren af den gamle palme og gav den til drengen som straks gav sig til at vifte med den. Der gik et gys gennem palmen da grenen blev skåret af. Det gjorde lidt ondt og blødte en smule … Men da palmen så at drengen svingede med grenen foran Jesus … glemte palmen straks sin smerte … nu havde den også givet noget til Jesus Den gamle palme så at der var flere folk som skar grene af træerne … også andre skar de nederste grene af palmen og lagde dem foran Jesus. Selv om det gjord lidt ondt, kunne palmen sagtens undvære de par grene, de var alligevel så gamle og slidte. Det var dejligt at kunne gøre noget for Gud. Tænk at Gud kunne bruge menneskenes tøj, deres sange – og nu også palmens gamle grene. Den tænkte at ingen blev for gammel til at give noget til Jesus. Det var den ked af, for man er først rigtig med når man er med til at hylde Guds konge! Nu var palmen også med i optoget. Og nu red Jesus hen over grenene … dens grene. Palmen kneb en lille tåre fra stederne hvor dens grene havde siddet, men det var måske af glæde over at være med i lovsangen til Jesus: ”Hosianna, Davids søn Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn Hosianna i det højeste” Sagtmodig .. Nu var optoget kommet forbi, og drengen spurgte sin far hvorfor de hyldede ham der sad på et æsel. Skulle kongen ikke have en kamphest? Far begyndte at forklare. Og Palmen lyttede med alle blade på stilke. fortalte faderen sin dreng at det slet ikke var så underligt at Messias, Guds fredskonge, skulle ride på et æsel. For sådan havde Gud lovet sit folk fra ældgammel tid, at kongen skulle være en både retfærdig og sejrrig konge . . men også sagtmodig! Konge … Sådan siger Gud ved en af profeterne og far citerer fra hukommelsen: ”Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl … an udråber fred til folkene , han hersker fra hav til hav ..” Den lille dreng viftede med palmegrenen .. sagtmodig … sagtmodig … sang han …. Hosianna .. Hosianna Palmen viftede også med grenene … eller måske var det vinden som gjorde det … ”Sagtmodig” gentog palmen for sig selv … jo denne konge var sagtmodig … selv børnene var jublende glade … en konge som lader sig hylde af børnene, en konge som rider på et æsel. Freden begynder, hvor folk lovsynger og får glæde fra Gud … jo det måtte være denne konge som Gud havde talt om …. ”Han udråber fred til folkene …” I Jerusalem Og fra sin høje krone kunne palmen se optoget komme ind i byen op til templet hvor det glade optog mødte vrede, alvorlige mænd som ikke mente Jesus var konge. De sang ikke. De jublede ikke. De troede ikke Jesus var konge. Den gamle palme sukkede …. Den så ned på den tomme gade ved foden af stammen. Her lå glædens palmer og ventede på at kongen skulle komme tilbage. Hvornår kongen, Jesus, kom denne vej igen? Mon de ville hylde ham igen? Mon han ville have en krone på denne gang? Her slutter palmens historie Vi følger med ind i staden i påsken som nu kommer. Hvad palmen ikke vidste var, at kongen skulle drage tilbage .. ud af byen nogle dage senere. Han skulle ganske rigtigt have en krone på. - en tornekrone. For at blive en konge der hersker ved at elske ind i døden, til Gud Faders ære. En konge der ikke bare sidder på et æsel men hænger på et kors. En konge der dør for sit folk, og som er opstanden til liv. En konge der er nær os, og som vi hylder på samme måde i nadverordene: ”Hosianna i det højeste- velsignet være Han som kommer i Herrens navn” Jo Jesus er en konge som er sagtmodig og vinder et folk ved at lide for os for at vi kan komme til Gud. Og snart kommer Han igen i herlighed for at føre os i festtog. Lad os prise og bede: Fuur palmesøndag 2001 Sognepræst CHO ---------------------------------- 11. søndag efter trinitatis. / 2. række
Tekster: 5. Mos. 30,15-20; Rom. 10,4-17; Luk. 7,36-50. Genfortællende udlægning af teksten (familiegudstjeneste). Vi er blevet indbudt til kirkefrokost hos en af de ledende mænd i en af Israels byer. Værten hedder Simon. Man havde indbudt os fremmede købmænd til at være med til gudstjeneste i deres kirke. Den de kaldte en synagoge. Og bagefter bød denne Simon os på middag. Ikke bare os, men flere mennesker fra kirken. Vi har vasket vore hænder ordentligt. Ikke kun for at få snavset af, fordi vi har hilst på mange lige efter gudstjenesten. Men også fordi hænderne skal være rene i forhold til Gud. Vi viser Gud, at vi ikke har rene hænder selv, men må rense dem inden vi spiser af Guds gaver. Vi har rejst og handlet så meget i dette land, Israel, så vi kender skikkene her. De er meget anderledes end hos os i det kolde nord. Vi er ekstra omhyggelige i dag, for vi er gæst hos en mand, som tager den slags med Gud meget alvorligt. Han er i det hele taget en mand, som er yderst respektabel. Han prøver så godt, som man kan, at følge Guds bud til Moses. Han er farisæer. Vi har forhørt os lidt hos de andre købmænd om ham, inden vi tog mod indbydelsen til middagsmåltidet. Vores vært er en retskaffen mand. Snyder ikke i skat. Går ikke og småsladrer om andre. Betaler sine regninger til tiden. Og er han med i en bestyrelse, ja, så passer han sine ting. Uanset om det er i den lokale skoles bestyrelse eller byens råd. Han er i det hele taget til at stole på. Vi lægger os til bords i vores værts indergård. Lægger ... jo for sådan gør man her i disse middelhavsegne. Og det er behageligt, for så er de somme tider lidt snavsede fødder langt væk og ikke lige under bordet. Her ligger vi så og spiser, mens vi stilfærdigt snakker med vore bordfæller. De andre, som er indbudte til middagen, er også ordentlige folk. Vi er indbudte, fordi vi som gæster fra det høje nord, er interessante og kan fortælle nyt fra den store verden udenom. Vi bliver behandlet med høflighed. Der er også en anden lidt bemærkelsesværdig gæst til stede. Han har nogle følgesvende med. De er vist hans lærlinge, disciple. De andre holder øje med denne underlige mand. Vi spørger os lidt forsigtigt for om ham. Vi får at vide, han hedder Jesus. Han er kendt som en omvandrende profet fra Gud. Han er kendt i byen som profet ... eller måske mere! Det vækker vores nysgerrighed. Vi kender lidt til deres profeter her i Israel. Det var jo blandt andet fra deres skrifter, der blev læst op ved gudstjenesterne. Men hvad betyder det vores bordfælle sagde: lidt mere? Vi spørger, hvad han mener. Jo, fortæller vores bordfælle, idet han ser sig lidt forsigtigt omkring, man har ved flere lejligheder hørt Jesus sige til folk, at deres synder er tilgivet. At Gud har tilgivet dem deres synder. Og det er ofte sket i forbindelse med, at han har helbredt deres sygdom. Vi ser forundret på fortælleren. Helbrede sygdomme ... det kan man da ikke sådan. Men vi får kun et overbærende smil som svar. Som om vi er lidt dumme. Denne Jesus er altså noget helt for sig, hvisker vores ven. Ingen af de profeter, Gud før har sendt til sit folk, har talt så stærkt og med sådan en autoritet. Vores kammerat er ved at fortælle noget mere om Jesus - Messias kalder de ham også - fortælle noget om, at det med at helbrede syge ikke er det mest mærkelige, men det at han tilgiver synder ... det er noget, som ellers kun Gud kan. Når ham Jesus går og siger, at Gud har tilgivet sådanne småsyndere deres synder, kan det jo let føre til, at folk lever umoralsk. Man må da vise Gud, at man tager hans bud alvorligt, før man kan regne med tilgivelse og ... Vi bliver standset i vores snak. For pludselig træder en fremmed kvinde ind i gården. Hun er fornemt klædt. Eller rettere pænt klædt. Men hun er lidt forsigtig. Hun er ikke så gammel. Hun ser sig omkring, som om hun søger én eller anden. Én hun kender. Imens er samtalen fortsat, men man mere end fornemmer, at opmærksomheden er hos kvinden. Imidlertid er der ingen, som tiltaler hende. Der er heller ingen, der gør mine til at hilse på hende. Og vores vært ser overhovedet ikke den vej, hun er. Vi skal til at spørge vores fortællende bordfælle, om hvem hun er, men så sker der noget. Den fremmede kvinde knæler pludselig ned ved én af gæsternes fødder og tager en lille krukke frem fra en skjult lomme i tøjets folder. Hun knæler ned ved fødderne af ham vi lige har talt om. Jesus. Og så ser vi den mest rørende og mærkelige scene, vi har oplevet i dette fremmede land, hvor vi har solgt vores nordiske varer i hen ved et par måneder. Kvinden knækker den lille krukkes hals, og hælder noget fint olie ud i sine hænder og begynder at smøre mandens fødder ind i olien. Vi ser forbløffede til, for hun græder, mens hun gør det. Det er vist ikke, fordi hun er ked af det. Hun hulker ikke. Men tårerne strømmer stille ned ad hendes kinder, mens hun gnider olien ind i de barkede fødder. Vi begynder at mærke duften. Selv om vi er købmænd og har ganske dyre salver på vores eget lager, har vi aldrig duftet noget skønnere. Hendes hænder gnider profetens fødderne ind. Tårerne fra hendes øjne væder mandens fødder. Hun tørrer dem af med sit pragtfulde lange kulsorte hår. Og stadig uden at se op masserer hun sin, sikkert enormt dyre, olie ind i disse fødder. Det må være dejligt at få fødderne smurt ind og masseret af denne slave - tænker vi. Men hvorfor i al verden græder hun? Vi forstår ingenting. Men vi får nu andet at tænke på. For på et tidspunkt, mens dette sceneri har udspillet sig, har den underlige mand, Jesus, set op fra kvinden, set op på vores vært, Simon. Simon havde åbenbart betragtet begivenheden lige så nøje som os. For han er holdt op med at tale, og det er alle for resten. Men det havde vi ikke lagt mærke til. Manden Jesus studerer Simons ansigt nøje og indgående. Simon ser tilbage. Ser alvorlig ud. Da hører vi pludselig denne Jesus tale højt og klart: "Simon, jeg har noget at sige dig." Og værten svarede: "Sig det, Mester!" Og mens kvinden gør sit arbejde færdigt fortæller Jesus en historie: ... LÆS TEKSTEN ... indtil: "Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." Vi kan se, at disse ord gør indtryk på Simon, men kan ikke forstå hvorfor. Vi selv tænker, at det er der da noget om - og har altså opdaget, at hun ikke er slave i Simons hus. Vi ser på hende med nye øjne. For vi fornemmer nok, at hun har et blakket ry blandt mændene og et meget skidt ry blandt kvinderne i byen. Hun er helt givet prostitueret. Én af dem, købmænd som os har den store fornøjelse at gå ind til, når vi er på rejse. Selv om det er lidt dyrt - hvis de er ordentlige og pæne. Vi tænker sikkert ligesom de andre her ved bordet, om det virkelig er muligt, at nogen kan tilgive en kvinde som hende for det, hun har gjort? Kan nogen gøre hende ren? Kan nogen rense hendes rygte i byen? Kan nogen give hende en ny tilværelse? Kan nogen Gud, tænkes at ville have med sådan et menneske at gøre? Vi mere end aner, hvilke enorme spændinger der opstår omkring denne Jesus. Og vi mærker på de andres ansigtsudtryk, at Jesus løber en enorm risiko. Vreden og modviljen mod kvinden glider umærkeligt over og bliver rettet mod Jesus. Han sidder jo og fortæller, at de ikke elsker Gud ret meget, fordi de ikke mener, de har så meget at bede Gud om tilgivelse for. Jesus sidder og siger, at de er lidt dovne i deres bønner, fordi de ikke synes, de har så meget at sige Gud tak for. Jesus antyder, at denne kvinde er frommere, nærmere Gud eller hvad man nu vil sige, end dem, fordi hun har fået tilgivet meget. Og vi mærker tvivlen i os selv, for vi er jo også retskafne købmænd. Skulle Gud ikke være mere venligt stemt mod os lovlydige, end mod en kvinde som hende der? På den anden side ... vi sidder og tænker lidt over det vi har hørt: Jesus, ham de også kalder Messias, kunne åbenbart mærke og føle det, som var i Simons hjerte, da han betragtede kvindens opførsel. Jesus kunne mærke, at det ikke var blide følelser, der var i Simons tanker. Mon også Gud mærker, hvad vi tænker, selv om vi ikke siger det til Ham? Mon Gud ser de slemme tanker, vi har, lige så klart som han ser de slemme ting, vi gør? Og mon den, som bare tænker noget galt, har lige så stor grund til at sige undskyld til Gud som den, der gør noget galt? Jeg tror, vi alle så os lidt omkring og tænkte over, hvor mange af de mænd, der lå her rundt om bordet, der ikke havde tænkt slemme tanker om hende her? Vi ville have spurgt vores sidemand om noget, men fik ikke tid til det, for nu talte Jesus pludselig til kvinden. Han vendte sig fra Simon og henvendte sig til den knælende kvinde. Hun havde siddet stille og lyttet til de to mænds samtale. Hun havde mærket kulden fra Simon, den retfærdige mand. Hun havde mærket den ejendommelige kærlighed og omsorg fra Jesus. Men helt anderledes end den hun normalt fik fra mænd. Men mon alligevel denne Jesus vidste, hvilken slags kvinde hun var? Hans næste ord fejede al tvivl væk: "Dine synder er tilgivet!" Der blev mumlen og vrede ytringer omkring bordet. Nu blev det for meget. Man kan da ikke bare sådan feje alt af bordet. Det er for nemt bare sådan at få tilgivet synder. Hun kan da ikke bare sådan få tilgivelse, fordi hun knæler lidt ned og græder lidt over sig selv? Og det er jo kun Gud, der kan tilgive. Og Gud vil vel ikke tilgive sådan en som hende, der lever så grimt. Ja, sådan tænkte de andre nok også ved bordet. For vi kunne ikke sige os fri fra at tænke sådan. Hos os er Odin og Thor hårde guder. Her gælder det om kamp og hævn. Der er vist nogen hos os, som har hørt, at der fortælles om en Gud, der har skabt hele verden. Men ingen véd noget om ham i vores nordlige verden. Men vi så jo for vore øjne et menneske, der blev befriet fra et tungt livs tunge byrde. Hvad var der mon sket med hende? Havde hun hørt noget fra den øverste Gud gennem denne mærkelige Jesus? Vi var fyldt af mærkelige spørgsmål ... om en Gud som kunne befri mennesker fra en enorm byrde, fra andre menneskers fordømmelse? Mon vi kunne få noget mere at vide om denne Gud og hans sendebud: denne Jesus? Det var, som om vreden og uviljen mod kvinden helt og holdent var drejet over mod Jesus. Det var ham, de diskuterede nu. Det var ham, de gav skylden for, at sådan nogle som hende kunne gå frit om i pæne menneskers selskab. Det var jo Jesu skyld, hun havde ødelagt det hyggelige selskab for pæne mennesker. Ja, det var dybest set hans skyld, at hun kunne blive glad. Og det mente de ikke hun havde nogen grund til. Det var ham, der var en synder, ja det var hans skyld. Vi undrede os meget over, at Jesus ville gøre så meget bare for en kvinde som hende. Mens deres uvilje samlede sig om Jesus, sendte han hende hjem til sit hus og sagde til hende: "Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!" Vi kunne nu høre, hvad det var, der havde forbundet hende med den Gud, vi ikke kendte. Det var troen. Hun troede at Gud havde sendt denne Jesus, og det var det, der havde løst hende og gjort hende glad for Gud. Vi kendte ikke til at elske eller være glade for en gud. Guder passede sig selv. Men måske passer den sande Gud ikke bare sig selv? Hun rejste sig. Hun græd ikke mere. Hun smilte. Hun var glad. Og hun gik hjem. ... resten af måltidet foregik i tavshed. Da vi rejste hjem, var det med en anelse om, at hos os ville denne Gud også kunne være. Måske ville der komme kirker, ligesom den vi havde været med i denne dag. Måske ville der komme steder hos vores nordiske folk, hvor vi ville kunne knæle ned og takke for, at vi er elsket af denne Gud, som har sendt denne Jesus. Ham der tog de andres vrede og bar den i stedet for en synder som hende. I stedet for os. Vi sang en ny sang da vi drog hjem - en takkesang for Ham, der havde mødt os den dag! ---------------------------------- 25. Søndag i Trinitatis 2008
|
|||||||||||||||||
