Nu fryde sig hver kristenmand

Salmen er en af de tidligste vi har fra reformatoren Martin Luthers hånd. Den er aftrykt i en lille salmesamling ”Etlich Christlich lider” fra 1523.

Hvor der er grund til at gøre opmærksom på den originale tyske tekst har jeg aftrykt den i noterne.[1]Ellers henviser jeg blot til den danske udgave, som er resultatet af dens historie her i landet siden dens oversættelse kort efter dens fremkomst i Tyskland.[2]

Den afspejler hans egen tidlige udvikling som kristen. I begyndelsen af sit liv kæmpede han en forgæves kamp mod synden for at blive en god kristen og få fred med Gud. Men anstrengelserne er forgæves, for Luther er ikke i frihed til at leve som han gerne vil. Han opdager han er i et fængsel, hvor fangevogteren er Djævelen ”I Djævlens fængsel var jeg sat[3],” og det er hans egen skyld, hans synders skyld ”i synden var jeg fangen.[4]”

I Djævlens fængsel var jeg sat,

jeg var fordømt til døde,

min synd mig knuged dag og nat

med megen angst og møde;

jeg altid dybere sank ned,

der var ej vej til salighed,

i synden var jeg fangen.

(str. 2)

I årene op mod Luthers såkaldt  evangeliske eller reformatoriske gennembrud,  omkring 1519, forstod munken Luther kristenlivet, som et samarbejde mellem nåden fra Gud og menneskets egne gerninger. Men det samarbejde gav ikke fred. Luther frygtede Guds retfærdige dom, som han beskriver det i salmen:

jeg givet var i fjendens vold,

han trued mig med syndens sold

og dom til evig pine.[5]

Luthers opmærksomhed samler sig om apostelen Paulus´ brev til menigheden i Rom. Her skriver apostelen: ” For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker …” (Rom 1,18)  Det er netop denne vrede Luther frygter, for han er jo netop et syndigt og uretfærdigt menneske.

Hvad Luther før sit evangeliske gennembrud ikke forstod var, at den retfærdighed Gud kræver af mennesket for at give det evigt liv, er den samme retfærdighed som Gud selv skænker ved troen. Luther kom selv gennem mørket til denne indsigt gennem læsning af det nævnte brev fra apostelens hånd. Det sker da han opdager at Paulus i kapitel 3, vers 28 skriver: ”  For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. ” I margin i sin latinske bibel skriver Luther det latinske ord: ”sola” - dvs ´alene´ Han havde jo opdaget at mennesket ikke bliver retfærdiggjort ved tro og gerninger, altså ved et samarbejde mellem Guds nåde og de gerninger et menneske gør. Men alene (”sola”) ved tro. Frelsen, det evige liv er ikke fortjeneste, men at Guds Søn, Jesus Kristus, hengiver sig for Luther, bærer hans synder, og dermed er Luther salig. Det er sammentrukket i det sidste vers i den danske udgave, men rigt udfoldet i den oprindelige salme.

Nu siger han: Kom hid til mig,

tag evigt liv til gave!

Jeg led den bitre død for dig,

at du den arv skal have; [6]

(str. 7)

Det er ikke noget nyt, det nye var at det gik op for Luther!

Denne opdagelse blev skelsættende for ham. Og han begyndte en stort arbejde for at ruske sin kirke op til at indse dette. For denne evangeliske sandhed var blevet i den grad gemt under kirkepolitisk magtkamp, økonomiske interesser og en verdsliggjort præstestand. Det mislykkedes i nogen grad og endte med den kendte adskillelse af de lutherske menigheder i Tyskland og den Romersk katolske Kirke.

Luther følte det i den grad at dette var Guds omsorg for ham personlig. Gud vidste at mennesket kunne vælge syndens vej og dermed gå fortabt. Derfor havde Gud fra evighed af besluttet at frelse mennesket, dersom det skete. Fra evighed af har Gud ligesom set Luther og hans nød og kamp mod synden. Gud har fra evighed af mærket Luthers dødsangst og forbarmet sig. Selvfølgelig vidste Luther godt at det ikke bare var for Luthers skyld, men for alle menneskers frelses skyld. Men for Luther og hvert menneske er det Guds personlige omsorg.

Da ynked Gud i evighed

min jammer og elende,

han tænkte på barmhjertighed

og ville hjælp mig sende;

(str 4)

Det evangeliske gennembrud afspejler sig herefter i salmens centrale og afsluttende vers 4-7 om Guds måde at redde Luther, og dermed alle troende på. Den danske udgave slutter med en direkte tale fra Kristus til Luther, i v.7, som tilsiger Luther frelsen på baggrund af  påskens offer. I den tyske original er dette udfoldet således at trosbekendelsens sidste led også kommer med, nemlig Jesu Kristi Himmelfart, Helligåndens sendelse og kirkens tjeneste.

Det centrale i det evangeliske gennembrud udfolder Luther således at han viser hvordan Gud selv forbarmer sig og ofrer sig.

sit hjerte vendte han til mig

og  kosted derpå faderlig

det kæreste, han havde.

(Str 4)

I næste vers fortæller Luther hvordan Faderen i den evige beslutning ( ”Da ynked Gud i evighed ..”) forbarmer sig og siger til Gud-Søn at han skal frelse mennesket ved selv at blive menneske:

Han talte til sin kære Søn:

Nu vil jeg mig forbarme;

drag ud, mit hjertes krone skøn,

vær frelser for den arme;

gå, hjælp ham ud af syndens nød,

og dræb for ham den bitre død,

og lad med dig ham leve!

(str 5)

Frelsen består i at: hjælpe Luther af syndens nød, dræbe døden og lade ham leve med Sønnen.

Og i næste vers ydermere at fange Djævelen:

bar alskens nød og liden pragt

for Djævelen at fange

(str 6)

Her har vi treklangen i frelsen, nemlig at den består i at Gud overvinder syndens, dødens og djævelens magt.

Denne evige rådslutning i den guddommelige treenighed er ikke noget Luther så at sige ´opfinder´ selv. Det er en tanke som dukker frem i Ny Testamente[7] og gennem kirkehistorien.

Frelsen udtrykkes meget klassisk ved at Luther henviser til trosbekendelsens beretning om Guds Søns menneskevordelse, stadigvæk set fra Luthers synspunkt, at Kristus er blevet Luthers broder

han kom til os på jorden,

født af en jomfru ren og klar,

han er min broder vorden;

(Str 6)

Guds Søn bliver menneske og bærer menneskets skæbne med dets synd og død, og giver til gengæld den troende sin retfærdighed og evigt liv.

Nu siger han: Kom hid til mig,

tag evigt liv til gave!

Jeg led den bitre død for dig,

at du den arv skal have;

Netop dette personlige synspunkt giver Luthers salme videre, så den syngende sammen med Luther bliver genstand for Guds barmhjertighed, og i sidste vers, den som Jesus Kristus taler til (”Nu siger han: Kom hid til mig ..”)

I den danske udgave er frelsens drama forkortet til ordene:

Jeg led den bitre død for dig

- hvor det i den tyske original er fuldt udfoldet med henvisning til at Kristus hengiver sit liv til døden og udgyder sit blod for Luthers saligheds skyld.[8]

Den danske udgave slutter med forsikringen til den forhen så anfægtede Luther, at Kristus og han skal være sammen. Sejrherren og den reddede munk skal leve evigt i paradiset, Luther skal ikke frygte mere for dommen.

nu er jeg din, og du er min,

min bolig skal og være din,

os skal ej Fjenden skille.

(str 7)

Fjenden kan ikke holde Luther fast i syndens fængsel mere. For vel er Luther stadig en synder, men Guds Søn har taget skylden og give Luther sit liv.

I det tyske forlæg slutter Luther med at lade Kristus formane den syngende, til at fortsætte med at vokse i troen[9], og til selv at undervise sandt og rigtigt om frelsens vej og passe på at der ikke igen kommer menneskelære om gerninger, som ødelægger troens skat.[10]

Formålet er det samme, nemlig at intet skal komme og skille mellem frelseren og det menneske, som klynger sig til Ham ved troen alene (sola).

Undertegnede pastor CHO

Fur 2008